Kunstnerbolig i Holbæk

 

”De manglede en keramiklærer her på skolen og spurgte min kollega Anders Ruhwald om han kunne tænke sig jobbet, men da han netop var begyndt at studere på Royal Collage i London anbefalede han dem at ringe til mig i stedet”, forklarer Christin Johansson. 

02_IMG_1104 03_IMG_0987 04_IMG_0980 05_IMG_1203 07_IMG_0943 08_IMG_0947 10_IMG_1014 11_IMG_1109 12_IMG_1105 13_IMG_1032 14_IMG_1040 15_IMG_0918 16_IMG_0923 17_IMG_0886 18_IMG_1163 19_IMG_0893 20_IMG_0901 23_IMG_1190 25_IMG_1136 27_IMG_1128 30_IMG_1146 33_IMG_1053 35_IMG_1068 37_IMG_1055 39_IMG_1080 41_IMG_1342 43_IMG_1325 44_IMG_1232 45_IMG_1301 47_IMG_1268

 

”Det var med andre ord lidt af et tilfælde, at jeg fik denne mulighed. En drøm af en tilværelse, med et super inspirerende arbejdsmiljø og så en pragtfuld embedsbolig oveni hatten”, fortsætter den 35-årige svenske keramiker på en charmerende blanding af svensk og dansk. En bolig på 110-kvadratmeter beliggende på anden sal i den sydvendte fløj af hovedbygningen på Holbæk Slots Ladegaard. Stedet som siden 1963 har dannet rammen om Holbæk Kunsthøjskole, dets værksteder, studielokaler og beboelse for både elever og lærere.

Ting med historie
Hovedbygningen og de parklignende arealer, der omgiver os er helt fantastiske”, fortæller Christin Johansson, der sammen med ægtefællen Henrik Roloff, har indrettet sig meget personligt, i herlig retrostil og med en blanding af gamle ting, møbler de selv har lavet og så selvfølgelig masser af keramik. ”Vores indretning har vokset sig frem. Med ja retro, gamle ting, ting med historie og minder. Billige men funktionelle møbler – meget fundet på loppemarkeder, ting der har været sat ud til storskrald og også en del som vi selv har lavet”, forklarer Christin og fortsætter: ”Vores indretning opstår tilfældigt. Hvis vi falder over en ting vi godt kan lide, så køber vi den og finder efterfølgende en plads til den. Vi flytter ofte rundt og prøver forskellige ting af indtil det føles rigtigt”.

Sans for form og farve
At her bor mennesker med kreativ sans, og sans for form og farve hersker der ingen tvivl. En befriende og modig sammensætning af møbler og keramik, som de fleste af os ville gå langt udenom på et loppemarked – mest af alt grundet uvidenhed, men måske også fordi både farver og effekter sender tankerne fluks i retning af vores bedsteforældres sommerhusstil fra 1970’erne. Men her virker det. Yderst delikat og så kunstnerisk sammensat, at man nærmest taber pusten. Ikke mindst grundet de stormønstrede svenske håndtrykte tapeter, der på elegant vis samler op på interiørets farvepalette. Særlig effektfuldt er det gjort i stuen, med den visne grønne, den støvede gule og orange, samt den appetitlige chokoladebrune, der er at finde i både tapet, karamik og på de polstrede møbler. Men også i køkkenet, hvor en enkelt bane med store solsikkehoveder spiller raffineret sammen med enkelte solgule farveklatter – lampen over spisebordet og de to bakker på bordet.

Provokerende overraskelser
”Det er en hårfin balance at skabe et hjem fyldt med retroelementer og retrofarver, fordi det hurtigt kan blive som at træde ind i en tidslomme”, udtaler Chritin Johansson. Her er det lykkedes umanerligt godt. Først og fremmest fordi der overalt i hjemmet gemmer sig små provokerende overraskelser. Som for eksempel Christins sanitetskeramik til kvinder (sanitet med identiet), der (mest for sjov) har fundet plads på badeværelset efter at have været det meste af verden rundt på udstillinger. De små sten der hænger rundt på vægge og i lofter, en bid sort vægmaling i entreen, som man pludselig opdager er malet med helt op over stukken, for ikke at tale om den misundelsesværdige samling af både egne og kollegers keramik, der blandt andet er samlet i den hjemmebyggede reol over sofaen i stuen. Her er højt til loftet, både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Og er man så heldig at blive inviteret indenfor skal man tage sig god tid og kigge sig omkring for at få det hele med.

Seks spørgsmål til Christin Johansson:

Hvorfor er du vild med retro?
Jeg tror det er slitagen som fortæller mig at tingene har levet. Der er spor af historie og det fascinerer mig. Og så er det billigt. Jeg har aldrig haft, og kommer nok heller aldrig til, at have for mange penge, så jeg er super glad når jeg kan finde et møbel eller et stykke keramik af god kvalitet på loppemarked eller hvis nogen har stillet noget frem til storskrald.

 Hvorfor er det igennem keramikken du ønsker at udtrykke dig?
Jeg har arbejdet med ler som materiale siden 1998 og kender det så godt nu at jeg kan udtrykke og skabe de former jeg præcis ønsker med materialet….men når det så er sagt har jeg da indimellem lyst til at forsøge at udrykke mig igennem andre materialer. Problemet er bare at jeg efterstræber meget høj håndværksmæssig kvalitet i mit arbejde, så det ville formentlig kræve meget tid at lære et nyt materiale at kende – derfor vælger jeg at koncentrere mig om keramikken og hvis der skal indgå andre materialer i et kunstværk, så får jeg nogle professionelle til at tage sig af den del.

Hvis du kun må bruge tre ord til at beskrive dit hjem, hvilke ville du så vælge?
Personligt, retro, miks (af gammelt og nyt)

Hvis I skal ændre på noget, hvad skal det så være?
Av, det kunne sikkert være meget. Vi har talt om at male trægulvene i alle rum og så kunne jeg godt tænke mig et arbejdshjørne, hvor jeg kan læse og tegne og en seng bygget til børnene så de begge kan være i børneværelset.

Hvad holder du mest af i dit hjem?
Min familie;). Og så mine keramiske ting. Ting jeg har fået ellet byttet mig til af venner og kollegaer.

Hvad er god stil ifølge dig?
Alt som er personligt rigtigt er god stil for den person det handler om. Jeg synes det skinner let igennem om det er ærligt eller påtaget.

Photos by Kira Brandt, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s