Jydepotter

Før 1730 gik de under betegnelsen ”sorte potter”, men da produktionen af det sortbrændte lertøj i særdeleshed fandt sted på den jyske hede, blev de i folkemunde kaldt ”jydepotter”. Det var udelukkende kvinder, der fremstillede potter og pottekonerne var myreflittige. En årsproduktion på mellem 2000 og 3000 potter var ikke usædvanligt for en rutineret kone, – der kun undtagelsesvis fik hjælp af sin mand. Hjælp til det hårde arbejde med at grave og køre ler hjem, eller til at skære de mange læs lyngtørv, der skulle bruges til brænding af lertøjet.

_O8Z1311_O8Z1305_O8Z1302_O8Z1296_O8Z1289_O8Z1284_O8Z1280_O8Z1276_O8Z1269_O8Z1264_O8Z1256_O8Z1253_O8Z1244

Fra generation til generation
Pottemagerkunsten er et af Danmarks ældste erhverv. Fra jernalder over vikingetid og middelalder, og helt op til vores tid, er der produceret sorte potter her i landet. Ligesom hos de fleste samfund af primitive agerbrugere, i Afrika, Syd- og Mellemamerika samt Asien, var det i Danmark kvinderne, som tog sig af lertøjsfremstilling. Håndværket gik typisk i arv fra mor til datter, såvel som værktøjet, – kluden, bankesten, skrabere og glittesten, og der fulgte på denne måde et mønster, som havde rødder langt bagud i tiden til generationer af pottekoner.

Et par velskaftede hænder og et sikkert øje
Det allervigtigste værktøj var dog et par stærke hænder som, i kombination med et sikkert øje, garanterede for pottens proportion og kurver. ”Mange af pottekonerne udviklede gennem rutinen en forbavsende sikker formsans, og de bedste af gryderne er udført med en kunstnerisk nerve som ingen nutidig keramiker behøver skamme sig over”, skriver Finn Lynggaard i sin bog om jydepotter og ildgrave fra 1972.

Fra husflid til pottekonedynasti
Oprindeligt var pottemagerkunsten en almindelig udbredt husflid overalt i landet. Bønderne var tvunget til at være selvforsynende med næsten alt, men pottemageriet koncentreredes allerede tidligt til visse egne i Jylland. Det var hovedsageligt de magre og fattige hedeområder, hvor indtægten fra pottesalg blev et kærkomment bidrag til et usselt landbrugs beskedne indtægtsmuligheder. En ferm pottepige blev da også betragtet som et eftertragtet hustruemne. De blev ofte hurtigt gift, og sammen med manden grundlagde de et nyt pottekonedynasti. En del pottepiger blev gift uden for deres fødesogn, og var dermed med til at sprede forskellige egnes stilopfattelser ud over landet, og dermed besværliggøre det for vor generation, at spore potternes oprindelse.

Nationaløkonomisk betydning
Omkring 1840-1850 fandtes der i Jylland cirka 450 pottemagere, som fremstillede over 1.360.000 sorte potter om året. Den samlede værdi anslås til omkring 30.000 rigsdaler. Der foregik en temmelig organiseret distribution af potterne, – pottemænd fragtede varerne, både via hestevogn på landeveje og markedspladser, men også via skib til Sjælland og København. Danske potter blev eksporteret i stor stil til både Norge, Sverige, Holland og Tyskland, og på et tidspunkt havde eksporten nationaløkonomisk betydning. Den vidtrækkende distribution har dog været en yderligere medvirkende faktor til vor tids vanskeliggørelse med at spore den enkelte pottes egentlige oprindelse.

Potternes endeligt
Efter 1850 begyndte produktionen af jydepotter at dale og introduktionen af metalkomfurer i slutningen af 1800-tallet blev potternes endeligt. De porøse lerpotter var ganske enkelt ikke egnede til disse komfurer, og konkurrencen fra masseproducerede jerngryder blev afgørende. Igennem århundrede havde de sorte lerpotter dog vist deres værd. Ikke alene kunne de stå på ilden i timevis uden at maden brændte på. Maden tog heller ikke, hverken smag eller farve efter gryden. Det siges at mange læger var ærgerlige, da det var forbi med potterne, – det var nemlig sundt at spise mad lavet i jydepotter. Men udover disse praktiske egenskaber, har potternes åbenlyse skønhed vel også haft en betydning for deres succes. Fokus på smukt design af køkkentøj er altså ingenlunde en nutidig dille.

Potteland

Varde
Vardeegnen og sognene øst for Varde op til Frindsted og Ikast var det virkelige potteland. Jydepotteproduktionen fik her, takket være et fattigt landbrugs ringe indtægter, et særligt stort omfang og overlevede længere end noget andet sted. Med det resultat at grydeformen udviklede sig til det højeste kunstneriske udtryk for hele denne ældgamle tradition. Vardegrydens korpus er tegnet af en stor blød kurve, som mod toppen snævrer ind til en kort halsmarkering og atter bøjer blødt ud mod mundingsranden, hvor den slutter af i en bred, flad fane eller bræmme. I Varde brændte man ad to omgange, hvilket gjorde potterne herfra ekstra robuste. Mange potter fra Vardeegnen blev eksporteret sydpå, – til Holland og Tyskland.

Fjends
Længere nordpå, i hedegnen Fjends, mellem Viborg, Skive og Holstebro, antog jydepotten en mere tung og grov form. Sognene her var så fattige, og når potterne her blev så grove, hang det sandsynligvis sammen med de hårde livsbetingelser, der ikke indbød til fjant eller pynt. Gryderne var simple brugsting og så længe der var noget at komme i dem, spillede form og udseende en mindre rolle. Gryder fra Fjends er mere åbne med en bred u-formet kurve, som opefter kun snævrer ganske svagt ind og uden hals går direkte over i en kraftig halsbræmme. Mange af potterne fra dette område blev solgt nordpå og flere pottemænd rejste helt til Norge og Sverige for at sælge deres varer.

Vorup
Potter fra Vorup, syd fra Randers, kan ofte kendes på deres meget høje indhold af sand og så brændte man dem kun en gang. Potter fra Vorup var ikke perfekte i formen. De var ofte udstyret med en grov skærv, og kombinationen af disse faktorer gjorde dem yderst charmerende. Man har teorier om at Vorup muligvis blev anlagt som pottemageri for Randers, hvor brænding af potter ville frembyde en stadig risiko for ildebrænde. De fleste af de potter man har fundet på Sjælland og i København, var oprindeligt fra Randersegnen.

Karhuse
Selvom navnet ikke antyder det, lavede man også sorte potter på Fyn. I Tved ved Svendborg, i Otterup og i særdeleshed ved Karhuse, der dækker over det nuværende Kelstrup nær Vissenbjerg. Såvel ler som formnings- og brændingsproceduren afveg betragteligt fra de jyske metoder, idet man brugte langt grovere ler, med mange urenheder som småsten og groft grus. Man tilsatte ikke ekstra sand, som det var almindeligt i Vorup, men til gengæld brugte man meget tidligt drejeskriver, hvilket gav helt flade bunde i modsætning til de rundede bunde, der var almindelige i Jylland.

Hvordan foregik det?
Pottekonen var ikke sarte. Allerede i februar, så snart den værste vinter var overstået, gik de i gang med arbejdet. Ofte måtte de hælde vand ud over leret for at tø det lidt op. Herefter blev leret båret ind på gulvet i pottestuen og konen gik i gang med at træde det iskolde ler ud med bare fødder. Med fodsålerne kunne de mærke urenheder, småsten og andet, og hver gang de mærkede noget, måtte de bøje sig ned og fjerne det. Undervejs blev der tilsat fint sand, der sikrede at potten ikke revnede, når den senere blev opvarmet/afkølet i forbindelse med madlavningen.

Leret skulle æltes 4 – 6 gange for at få den rette konsistens. Hver gang det var blevet trådt ud i en 3 cm tyk pandekage, blev det skåret ud og rullet sammen igen. Endelig lavede pottekonen en række “stokke”, som havde form som keglestubbe, der hver rummede ler til en potte. Hun stillede nu stokken med den brede ende op og pressede tommelfingrene ned i midten. Hullet blev udvidet mere og mere, og når potten var udvidet til en passende størrelse foroven, rullede hun en pølse af og satte den fast på kanten til at danne kraven af. Med et bræt i skødet arbejdede hun nu potter ud i den ønskede form. Hun bankede med sten, formede/skrabede med skeer, glattede/skrabede med knive og pinde.

Herefter var potterne klar til at blive brændt i lyngtørvsbål. Man placerede gryderne i en grav og tændte op hele vejen rundt langs kanten. Så snart tørv og træ fængede, blev bålet dækket til med jord eller aske, så man fik en langsom ulmende brænding. Normalt varede brændingen 10-12 timer og farven på potterne blev mere grålig eller blakket sort-gråbrun.

Hen mod slutningen af 1800-tallet udviklende pottekonerne en forbedret brændingsmetode, som bestod i at man anbragte en stor jernbeholder – en støbejernsgryde eller en gammel gruekeddel, omvendt over de stakkede jydepotter, og så tænkte ild op omkring denne. Der tætnedes med jord og aske rundt lange gruekedlens munding og den fungerede på denne måde som en lukket kapsel, hvori lertøjet stod velbeskyttet. Når der blev fyret med lyngtørv på traditionel vis rundt omkring beholderen, blev der indeni den et stærkt underskud af ilt og potterne fik ved denne brændingsform en meget dyb sort farve.

Alle potter er venligst udlånt af Tikøb Antik ved Lis Møller Nielsen, Jensløvsvej 4, 2920 Charlottenlund

Photos by Stuart McIntyre, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s